|
Kort før jul blev det afgjort, hvem der får den vigtige opgave at være designrådgiver for letbanens etape 1. Valget faldt på Preben Skaarup Landskabsarkitekter, der sammen med underrådgiverne Knud Holscher Design og ÅF - Hansen og Henneberg skal sikre, at der skabes et designmæssigt helhedsindtryk af letbanen på etape 1’s 12 km lange strækning fra Aarhus H via Skejby Sygehus til Lystrup.
Gennem udviklingen af en designmanual skal designrådgiveren bl.a. vise, hvordan letbanen optimalt kan indpasses i både bybilledet og det åbne landskab på strækningen. Desuden skal designrådgiveren designe letbanens perroner og belysning samt udvikle de overordnede designprincipper for master, broer m.m., der også får stor betydning for letbanens samlede æstetiske udtryk.
|